Go to content Go to navigation Go to search

Årets første græsslåning

May 8th, 2010 by jde

Anton med grønne 'sokker'

Anton med grønne 'sokker'

Godt nok har jeg fået af vide, at man ikke slår græsset før anden weekend i maj. Men jeg valgte nu alligevel at gøre det d. 3. maj for virkningen af april måneds gødning er tydelig. Græsset står næsten 20 cm højt nogen steder. Til gengæld valgte jeg så at indstille maskinen til maksimum græshøjde. Det betyder også at det nye græs der nu kommer som følge at min reperationssåning i påsken, ikke bliver berørt.

Anton hjalp naturligvis til. Han holdt øje med græsslåmaskinen i behørig afstand og sørgede i det hele taget for at alting gik rigtig for sig :-) … Det resulterede i nogle herlige grønne poter som ses her på billedet, hvor Anton tager sig en lur efter dagens havearbejde.

Forårsklargøring af græsplænen

May 8th, 2010 by jde

Vores græsplæne blev sået  sidste forår, og det er vi ikke sluppet vildt godt fra. Den er ikke særligt tæt og har mange bare pletter.

Derfor har jeg brugt lidt tid på nettet for at finde ud af hvordan jeg eftersår plænen og i det hele taget gør lidt godt for den, inden sommeren kommer. Når først sommeren og varmen er kommet, er det for sent. Hvis der stadig er meget nattefrost, er det for tidligt. Jeg gik igang i starten af april måned.

Uanset plænens tilstand, er det godt at lufte den og give en gang gødning. Du kan lufte plænen ved at rive den godt og grundigt på kryds og tværs således at du fjerner evt. sneskimmel vissent græs, blade mv.

Når der således er godt med næring og luft i plænen, kan du sprede græsfrø de steder hvor plænen er lidt bar. Derefter rives der hvor frøene ligger, således at 1 cm jord er kradset op. Til slut bankes jorden flad igen med en spade.

Sneskimmel

Sneskimmel

Græsfrø

Græsfrø strøet i plænen

Plænen i maj

Plænen i maj

Fars blomst

April 4th, 2010 by jde

Hydrangea HortensiaSidst på sommeren fik jeg en fin blomst af min far som blev plantet i et lille højbed. Jeg må med skam indrømme, at jeg ikke ved hvad den hedder, men at dømme efter udseendet, tror jeg det er en Hydrangea Hortensia. Desværre fik jeg ikke taget et billedet af den, så det må stå hen i det uvisse indtil det bliver sommer og i mellemtiden hedder den ‘Fars blomst’.

Fars blomst

Faktisk troede jeg den var afgået ved døden. Siden efteråret har den set meget trist ud, som det fremgår af billedet. Men i påsken tog jeg den i nærmere øjesyn, og voila! Sørme om ikke den er fyldt med små knopper.

Nu glæder jeg mig til at se hvad der kommer ud af det. Jeg er jo ret ny udi kunsten at holde have, så det at noget overlever i min varetægt, er jo lidt fantastisk…hehe.

Her i løbet af påsken har  ‘fars blomst’ fået følgeskab af lidt forårslyng, stedmoderblomster og påskeliljer.

Stedmoderblomsten kan plantes ud allerede nu, og tåler sagtens lidt nattefrost. Hvis den står godt, blomstrer den hele sommeren, og måske endda vinteren med. Lyngen skal have masser af luft og cirkulation for at trives. Når den ikke længere blomstrer, skal den klippes ned.

Indhegning af have

March 31st, 2010 by jde

Nu skal haven hegnes ind!

Indhegning af have

Billedet er taget i uge 16 da havemanden gik i gang.

Indtil nu har Anton være tøjret til et jordspyd og det har nogle praktisk problemer, idet sådan en snor jo har det med at sætte sig fast om beplantning, havemøbler m.m.

Den lokale anlægsgartner er derfor bestilt til at komme og banke nogle pæle i jorden. Vi har valgt at købe runde tilspidsede hegnspæle med en diameter på 7cm. Mindre kunne nok have gjort det, men naboen har allerede hegnet sin have ind, og deres pæle er 7cm, og vi synes vores skal passe til.

Vi har indkøbt 80 pæle af 150cm og 10 pæle af 180 cm. Pælene sættes med ca 1,5 meters mellemrum. For hver tiende 150cm sættes en 180cm som støttes af nogle tilpassede pæle på skrå. Det skulle give en god basis for at sætte et solidt og stramt trådhegn, der ikke buler og bølger.

Takket være Internet, har jeg fået det hele til en god pris i Jylland. Der er meget at spare hvis man er ude efter varer der ikke er standard. Det mest almindelige trådhegn har 10×5 cm masker, men jeg vil have 5×5, for at være sikker på at hunden ikke kan presse sig igennem. Det fik jeg til halv pris i forhold til forhandlere på Sjælland.