Go to content Go to navigation Go to search

Manglende konkurrence skaber ineffektivitet i det offentlige

September 17th, 2011 by jde

Offentlig ineffektivitetForestil dig følgende: Du er ekspedient i en bagerbutik i en mellemstor provinsby. Der er ingen andre bagere i byen og derfor kommer der temmelig mange kunder i løbet af dagen. De står i kø allerede når du kommer og åbner butikken om morgenen og alt bliver solgt, nærmest uanset hvad der bliver sat på hylderne.

Det er ikke verdens bedste brød – nærmest langt fra. Bagermesteren har lavet det samme brød de sidste 20 år på de samme gamle maskiner. De skal ofte repareres og producerer ikke nær det de nye maskiner kan. Men der tænkes ikke i nye baner, for kunderne kommer jo strømmende og brødet bliver solgt. Faktisk er butikken også en smule uhumsk. Der kommer en dame hver morgen og gør rent, men hun bruger det meste af tiden på at smøge den i baglokalet, og bagermesteren gider ikke tage konfrontationen. Det vil jo alligevel ikke gøre hverken fra eller til.

Men hvad nu hvis der åbner en funklende ny bagerbutik på den anden side af gaden? Det skal der ikke ret meget fantasi til at forestille sig.

Det kaldes KONKURRENCE.

Konkurrence har haft betydning for menneskeheden altid. Vi har altid konkurreret… om hinandens gunst, med fodboldholdet på den anden skole, med krigsherren i nabolandet. Konkurrence har altid drevet os til at yde vores ypperste. Konkurrence er fundamentet for opdagelsesrejsende og opfindere. Uden konkurrence var vi aldrig nået videre end  hulestadiet.

Konkurrence er helt essentielt for motivation og engagement. De virkelig engagerede sammenligner sig konstant med andre, eller med sig selv, i et konstant forsøg på at gøre det bedre end sidst.

Private virksomheder ligger altid i konkurrence med andre både på pris, kvalitet og service. Samtidig har de investorer der holder dem på tæerne med et konstant krav om maksimal profit. De må derfor være opfindsomme og omkostningseffektive, således at de kan bejle til kunderne og samtidig gøre investorerne tilfredse. Konkurrence skaber derfor virksomheder der der drives effektivt med både kundetilfredshed og indtjening for øje. Konkurrence skaber mennesker der brænder for at nå et mål – Ildsjæle.

Offentlige instanser har ingen konkurrenter, ingen investorer, kun en bankbog hvor pengene kommer ind år efter år. En offentlig instans har ikke engang selv nogen indflydelse på hvor meget eller hvor lidt der er afset til at drive ‘virksomheden’. Og ikke nok med det – ofte bliver regler og procedurer for driften vedtaget fra centralt hold af mennesker der ikke har indblik i virksomhedens dagligdag, og ofte slet ikke har kompetencer til at tage sådanne beslutninger.

Derfor kan man med stor sikkerhed sige, at forsvindende få offentlige serviceorganer i Danmark drives særligt effektivt. De betingelser som ledere i det offentlige arbejder under, gør det stort set umuligt!

Faktisk er der så langt mellem ildsjælene at det nærmest er en sensation når en person som Thyra Frank driver et plejehjem ud fra devisen: Det skal være et sted hvor vi selv har lyst til at bo, når vi bliver gamle.

Der mangler konkurrence i det offentlige, og det er man nød til at kompensere for. Det skal være attraktivt at være offentligt ansat, især for ledere. Sidstnævnte skal leve op til et krav om erfaring fra det private erhvervsliv. Det skal nemlig være personer der har oplevet konkurrence og derfor er van til at tænke ud af boksen når udfordringer skal løses og procedurer skal effektiviseres – og ikke mindst personer der kan tænde en indre ild i medarbejderne således at også de brænder for hele tiden at gøre det bedre.