January 11th, 2010 by jde
En varm thermodragt, og ditto støvler. Det var hvad jeg gik på jagt efter her da sneen og kulden rigtig fik fat (hvem sagde global opvarmning?). Hunden skal jo stadig luftes, og ikke mindst er der hundetræningen hver søndag hos DCH i Køge.
Det er sin sag at finde en termodragt hvis man er lidt petit. Jeg er 160 cm og kunne både svømme og sejle i en størrelse small hos Harald Nyborg. Så jeg jagtede rundt på nettet og spurgte alle jeg mødte. Jeg troede egentlig at slaget var tabt, da jeg fik et tip om at kigge på sider med rideudstyr…. Det viste sig at være slaraffenland!

Maddox thermo heldragt

Catago Rambo staldstøvler
Dragten fik jeg til 1098,- hos Avderød Ridesport i Kokkedal.
Støvlerne fandt jeg til 200,- hos Hest & Co. i Humlebæk.
Man kan handle online i begge butikker.
Thermodragten er i rigtig god kvalitet og der er gods i den. Den har også rigtig mange gode detaljer, som f.eks. et bælte hvor man kan hænge godbid-posen, og dejligt mange lommer. Der er også lynlåse i armhulerne og hele vejen ned langs benene. En helt fantastisk dragt som varmt kan anbefales. Netop denne thermodragt har solgt rigtig godt her i januar, og jeg var heldig at finde en størrelse XS.
Søg evt. på Google med ord som ‘Maddox’, ‘heldragt’, ‘thermo’, ‘overall’.
Hvad støvlerne angår, er det vigtigt de er vandtætte og varme. De skal være korte, da det er nemmest når de skal bruges sammen med en thermodragt, og ikke mindst skal de være hurtige at tage af og på. Vi hundeejere skal jo som regel ud flere gange dagligt, og så er det træls at stå og kæmpe med snørre. I ridebutikkerne går disse støvler under betegnelsen ‘Staldstøvler’, og de er beregnet til at vade rundt i mudder, sne, sjap og kulde.
Jeg kommer i hvert fald ikke til at fryse resten af denne vinter…